Løkkes biografi og tvivlsomme karakter
En bog af journalisterne Andres Karker og Thomas Nørmark Krog. Læs den både fordi det er virkelig god læsning, fordi det må være vores pligt som vælgere at vide hvem vi giver nøglerne til Statsministeriet og fordi forfatterne har kæmpet mod Løkkes julelege for at få bogen frem. Lad mig dele efterordet med jer:
Halvuhyggeligt billede de har valgt til forsiden. Herhjemme vender både mig og min kæreste bogen om, så vi ikke kan se ham.
"Jeg er enig med journalisten Kaare R. Skou fra Lejre, der sagde om Lars, at han har ni liv som en kat, og nu er igang med sit syvende. Det er ret præcist. Nu er han så igang med det ottende." Selv om Haarder er underfundig i sit sprog er der ingen tvivl om pointen: Lars Løkke er tæt på at have opbrugt sin kredit i partiet. Han går ind i valgåret 2015 som en svækket leder.
Lars Løkke er helt sin egen, og det har han været siden sine unge dage. Da embedsmændene fra FN foran alverdens ledere under COP15 i Bella Center diskret bad ham om at stoppe forhandlingerne, fordi alt var kørt fast, var svaret fra Løkke: "No way. Vi fortsætter." Da det så allersortest ud på vej til hovedbestyrelsesmødet den 3. juni 2014, gentog han den samme stædige devise: "No way."
At store dele af befolkningensgruppen og Venstres bagland vil have ham sparket hen, hvor peberet gror, får ham kun til at kæmpe endnu mere indædt og skruppelløst. Siden Løkke tog over for Fogh i april 2009, har han tromlet hen over folk. Dem, han er uenig med. Dem, der ikke deler hans værdier. Og dem, han slet og ret ikke har respekt for. Det være sig den unge chauffør, der ikke kunne sige fra, når chefen ringede, og endte på psykiatrisk afdeling. De ældre medlemmer af folketingsgruppen, der ikke deler hans idéer og bliver presset ude i kulden. (...)
Lars Løkke Rasmussen er også helt sin egen fjende. Han har det, Britta Schall Holberg kalder "en brist", når det kommer til brug af andre folks penge. Han vil gerne fremstå som den almindelige danske lønmodtagers repræsentant på Christiansborg og iscenesætter sig selv som lille, joviale Lars fra Græsted. Men det er ikke i overensstemmelse med hvordan han i virkeligheden gebærder sig. (...)
Intet er dog sort-hvidt. Nok er Løkke bjergsom, men han er ikke nærig. Og lige så kolerisk og stædig han kan være, lige så følsom og sårbar er han til andre tider. Da nogle fremmede personer på en rasteplads ved Ringsted opfordrede ham til at kæmpe videre den 3. juni 2014, kunne han ikke holde tårerne tilbage. (...) Og når det kommer til hans børn, forlader han vigtige forhandlinger for at besøge dem i udlandet. Eller dropper vigtige diplomatmøder for at tage hjem, hvis der er brug for ham i familien.
Der er et magdyr og en manipulator bag manden, der ser ud til at blive landets næste statsminister. Men der er også et menneske."
Vores statsminister, mine damer og herrer. Et par venlige sidste ord i en bog, der ellers bygger på mange negative udtalelser om Løkke af folk, der kender ham. Bogen tegner et billede af en kynisk og manipulerende mand. En dygtig strateg. I hvert fald på nationalt plan. Kilder siger at han har decideret ubehag og præstationsangst ved international politik. Det går da ikke i en globaliseret verden.
Og er det ikke vigtigere at have en god mand end en god strateg som statsminister? En god strateg kan løbe om hjørner med folk, for at trumfe noget igennem. Men det er vigtigere at trumfe det rigtige igennem end blot at trumfe noget igennem! Kilder siger, at Løkke trives bedst, når man stiller forhindringer op foran ham. Hvis ikke han er presset og man spørger ham, hvad han vil - ja så ved han det ikke. Måske fordi han fører politik efter meningsmålinger. Måske fordi han ikke har noget helligt, noget godt - andet end hvad der gavner ham selv, naturligvis. Et godt træ bærer gode frugter, og et dårligt træ bærer dårlige frugter. Både rationelt og intuitivt virker det bedst at vælge den gode mand, frem for den luskede. Tænk sig, hvis vi kunne få en statsminister som både var en god karakter og en god politiker.
