Jeg prøvede at sympatisere med DFeren
Åh humanvidenskab, al den pædagogik. Det frustrerer mig, at vi kun må beskrive, ikke bedømme. Vi skulle snakke om interaktioner med andre, hvor vi ikke forstod deres synspunkt, men nu skulle forsøge. Det første der faldt mig ind var flygtningedebatten.
Verden indenfor en DFers næsetip
Jeg prøvede at sympatisere med en DF'er, og da emnet er meget følsomt for mig, gjorde jeg mit bedste for at holde dømmende ord som racist/smålig/ond for mig selv. Jeg sagde, at det kunne være man stemte DF, fordi man boede i Hedensted Kommune, ikke kendte til eller interesserede sig for andre kulturer, gik meget op i det lokale og nære, en uddannelse var måske ikke noget man blev opmuntret til at tage hjemmefra, man havde mistet sit job i Brugsen og den yngste blev i tirsdags drillet i børnehaven af et par muslimske børn, fordi hun spiste rullepølse. Så kører DFs valgvideo i 2007 over skærmen, mens man spiser frikadeller. Den viser det flade idylliske Danmark. Familien hopper i stolen, da scenen pludselig skifter fra marker til 9.11 og de to tårne styrter sammen. Herfra er familien hurtig til at koble terrorisme, muslimer og flygtninge sammen. Pludselig følger de med i politik, flygtningedebatten i hvert fald, og ved næste valg stemmer de DF.
Det er langt ude, men de ved ikke bedre.
NEJ NEJ NEJ
Efter et ihærdigt forsøg på at forstå og sympatisere havde jeg det elendigt mentalt, fysisk og åndeligt. Jeg var smadret, kvalm og krænket af at forsøge at tænke som en racist. Jeg væmmes ved tanken om racisme, og foragter dem der spreder den gift i samfundet. Det er muligt, at racister ikke er det med vilje. Måske kan vi endda godt forstå dem. Men det retfærdiggør på ingen måde, at vi svigter familier på flugt fra krig. Det retfærdiggør ikke, at vi bygger en mur, spytter, forhindrer nødhjælpsindsamlinger eller forbyder nødhjælpsorganisationer at rejse ud, at vi skærer endnu mere i den i forvejen pinligt lave ulandsbistand. Det retfærdiggør ikke smålighed, og det retfærdiggør ikke ondskab.
