Mit første maraton og samfundspres
42 km senere, to centimeter lavere, et halvt kg fedt lettere, fuld af energidrik og øm i fødderne, knæene, lårene, ballerne, lænden, skulderbladene og maven. Jeg havde ikke engang trænet op. Hvorfor ville jeg gøre sådan noget mod mig selv?
"Det er samfundets skyld!"
Før løbet følte jeg at maraton; det er bare sådan noget man skal. Ligesom man skal tage sig en ungdomsuddannelse og børste sine tænder. Og det er jo skørt, for det er ikke engang særligt sundt for kroppen at løbe så langt. Forherligesen af sundhed presser ekstremsport ned over hovedet på os alle sammen. Jeg sagde til min studiegruppe på Sundhed og Ernæring, at jeg kun ville løbe, fordi jeg følte samfundets pres. Hvis jeg nu ikke løb, kunne jeg ikke tillade mig at bebrejde samfundet. Så kunne man jo indvende, om det ikke bare var fordi jeg var doven og ikke tog ansvar for mit eget liv, at jeg bebrejdede samfundet, så jeg havde en undskyldning for at blive ved med at være doven og ansvarsløs. Så afsted med mig, på 42 km for at kunne kritisere samfundet!
Hvorfor løber vi?
Men så var det sjovt! Jeg løb sammen med 3.568 andre. Min smerte var deres smerte. Deres sejr var min. "Hvorfor løber vi? Er der ingen busser i Odense? Er der øl?" hørte jeg nogle store mænd dsikutere bag mig. Andre diskuterede politik. Den ene paceholder guidede os gennem byen med oplysning som "til venstre er der pænt graffiti, til højre kan vi høre hornmusik." De her mennesker får mig igennem, tænkte jeg. Vi klappede i takt til bands der spillede langs ruten, til Uprising af Muse "we will be victourios". Små børn high-fivede og skrev "mål" på vejen. "Kom så Helena!" heppede folk, der kunne se mit navn på løbenummeret.
Dem der fik mig igennem
Efter 21 km blev jeg træt i hovedet og kom ned at gå. Ballonerne forsvinder foran mig sammen med min forventede sluttid. Øv, hvem skal nu få mig igennem? Jeg ved ikke om jeg kan betro mig selv den opgave. Kun to gange har jeg løbet 21 km, jeg kunne ikke overskue at jeg havde løbet langt og stadig havde langt igen. "Er vi stadig med, Helena? Vi kan godt!" hører jeg bag mig. En kvinde jeg snakkede med før løbet får mig med igen. Jeg havde gået i mål, hvis ikke hun havde samlet mig op lige der, hvor jeg var træt. Da der er 15 km tilbage ved jeg, at nu kan jeg godt klare mig selv, nu skal jeg nok komme godt i mål. Men man skal ikke undervurdere det energiboost det giver, at folk hepper, highfiver og min mor, far og Dian som ventede i mål.
Efter løbet har jeg glemt alt om samfundets pres. Det er sjovt! Tænk sig, jeg tror endda jeg vil træne op til et løb nu.
